Jeg har idag sendt dette indlæg til Ballerup Bladet som svar til Søren B. Christiansen.

Jeg synes, at det er fantastisk, at direktøren for kommunens største boligselskab, som tilsyneladende ikke engang bor i kommunen, blander sig i debatten om privatisering af vejene, men det er jo altid let at gøre sig klog på noget, hvor man ikke selv har noget økonomisk i klemme. Mon ikke vi også havde hørt klynkeri, hvis kommunen f.eks. havde valgt at lave en afgift på husleje, som boligselskaberne ikke måtte opkræve hos lejerne – selv om det selvfølgelig heller ikke var direktørens private økonomi, der så ville blive berørt.

Jeg er desværre nødt til at have forståelse for, at kommunen mangler penge, og derfor forsøger at skabe nogle indtægter, men vejnettet, som alle benytter, må da være en fælles opgave, for ellers sætte fantasien ikke grænser for, hvor der kan laves privatisering eller brugerbetaling. Hvorfor er det egentlig, at vi både betaler ejendomsskat og værdi af egen bolig, og hvad får vi for disse penge??

Der er da også den meget væsentlige forskel på de, der bor i boligselskaberne eller de nye kvarterer med små lukkede vejnet, som de vidste var private veje, da de byggede eller købte ejendommen. Dermed havde de mulighed for at vurdere/budgettere med den ekstra udgift, der måske også har afspejlet sig i købsprisen.

Der er endnu ikke kommet nogle konkrete tal på bordet, om hvad det i givet fald vil komme til at koste, men hvis man bare tænker på de almindelige driftsudgifter, så bliver det formentlig flere tusinde kroner årligt, og det vil i hvert fald både pensionister og småbørnsfamilier have svært ved at skaffe.

Det vil formentlig også skabe kaos hos udbyderne af vejvedligeholdelse, når alle de berørte veje eller grundejerforeninger skal indhente tilbud, og det er altså ingen betingelse for at være med i en bestyrelse, at man har indsigt i priserne på disse ydelser. Derfor et helt urimeligt ansvar og arbejdsbyrde for disse personer, der formentlig ikke alle har mulighed for en kvalificeret vurdering.

Hvis vi får private veje, hvilke rettigheder har vi så over dem?? Hvem skal vurdere, hvor ofte der skal ryddes sne, hvornår vejen skal repareres, og hvis vejbelysningen hører med, hvornår og hvor længe skal den være tændt?? Der har været forlydender om, at kommunen stadig vil bestemme over de privatiserede veje, skal der så oprettes en afdeling på rådhuset vil at føre tilsyn med det, og hvad mon det i givet fald vil koste??

Jeg forstår ikke, at der ikke er flere af de berørte borgere i kommunen, der reagerer og giver deres mening til kende. Hvis det ikke sker, tror kommunalbestyrelsen jo bare, at vi alle sammen synes, at det er i orden.

Der er snart kommunevalg, og hvis der er mange flere, der skriver læserbreve og på andre måder giver deres mening til kende, så kan man da håbe, at dem, der skal træffe beslutningen, tænker sig om en ekstra gang.

Med venlig hilsen

Finn Madsen

Snogholmvej 1

2750 Ballerup