Der er blevet opfordret til, at man også sender kommentarer til kommunen for at underbygge vores klager endnu mere, og vi har idag sendt dette brev til dem på mail.
Ballerup Kommune,
Miljø & Teknik,
Rådhuset
Hold-an Vej 7,
2750 Ballerup
Ballerup den 25. marts 2009.
På borgermødet den 19. marts blev den efterlyst kommentarer og forslag til den aktuelle plan.
Som beboer i Egebjerg siden 1975 lider vi bestemt også af den tiltagende støj fra ringvejen, og vi håber selvfølgelig, at der endelig bliver gjort noget ved det, for på trods af adskillige henvendelser både fra os og fra grundejerforeningen, er der jo desværre indtil nu ikke sket noget effektivt.
Der har altid været støjgener, og den kraftig forøgede trafikmængde har selvfølgelig også forværret den i væsentlig grad, men især den grovere vejbelægning har øget støjniveauet meget, og det er blevet yderligere forværret, efterhånden som asfaltlaget er blevet slidt helt af. Det blev heller ikke bedre af, at denne belægning formodentlig blev lagt oven på den eksisterende, så støjkilden derved kom højere op.
Da lyskrydset ved Netto blev etableret, forøgede det også støjen af biler, der bremsede op for rødt lys og accelererede den modsatte vej.
Fartbegrænsningen på 70 km i timen giver absolut ingen effekt, for det giver ingen mening for gennemkørende trafikanter, at der på en bred vej med meget trafik skal være fartbegrænsning, og derfor er der stort set ingen, der overholder den. Det eneste tidspunkt, fartbegrænsningen overholdes, er i myldretiden morgen og aften, men der kører bilerne til gengæld i en konstant lang række.
Vi har tidligere fået afslag på støjdæmpning med den begrundelse, at der ikke var nok, som var væsentlig generet af støjen. Jeg går ud fra, at de gældende støjgrænser er fastlagt ud fra nogle trivsels- og sundhedsmæssige undersøgelser, og det er da lige generende og skadeligt for de berørte, uanset om man er få eller mange. Til gengæld skal et støjværn jo ikke være så lang, og dermed bliver det selvfølgelig heller ikke så dyrt. Man kan sagtens være bagklog, og det kan jo desværre ikke bruges til noget, men det havde garanteret været billigere, hvis man havde etableret vores relativt korte støjværn sammen med enten Digterparken eller Bagsværd, når nu der alligevel skulle bestilles materialer, og alle maskinerne var lige i nærheden.
Lige om lidt er det sommer igen, hvor ville det være dejligt, hvis man kunne sætte sig ud i haven, når man kom hjem fra arbejde om eftermiddagen, nyde det gode vejr og tale sammen uden at råbe, fordi der blev gjort noget effektivt for at forbedre støjforholdene også i vores område.
Med venlig hilsen
Ingrid og Finn Madsen
Snogholmvej 1
2750 Ballerup