Vi har sendt et høringssvar til kommunen med kopi til grundejerforeningens formand:

Til Ballerup kommune, høringssvar på udkast til støjhandlingsplan.

Kommunen har sendt sin støjhandlingsplan til høring. Den omfatter også statsvejene i kommunen, herunder Ring IV, som
undertegnede, Ester og Jan Coln fra Pæremosevej 17 i Egebjerg, har været nabo til siden 1969.

Vi har levet med en trafikstøj fra Ring IV, der er vokset år for år. Støjen er nok vokset mest på grund af den øgede og
tungere trafik, men også på grund af den grove belægning. Vi har forsøgt at afværge noget af støjen ved at plante træer
nede på marken mellem vores have og vejen, hvilket dog ikke har hjulpet meget, og ved at skifte til lydvinduer ud mod
vejen, hvilket har hjulpet noget indendøre. Men i snart mange år har vi ikke haft glæde af terrasse og have, der jo vender
ud mod vejen. Vi håber inderligt, at der nu bliver gjort noget ved støjen. Den er endnu sværere at leve med nu hvor vi er
de eneste langs Ring IV uden støjskærme eller -volde.

Vi forstår at det er vejdirektoratet, der beslutter støjforanstaltninger langs Ring IV, men at kommunen bringer et referat
af høringssvarene i den endelige støjhandlingsplan, der sendes ind til miljøstyrelsen. Vi håber at vores høringssvar på den
ene eller anden måde kommer hurtigt videre til vejdirektoratet, der har oplyst at de går i gang med at undersøge støjen fra
vores del af Ring IV allerede i år. Vi håber også at kommunen giver sin anbefaling med.

Ester og Jan Coln 21812000 og 23802000 ester@coln.nu og jan@coln.nu